
Inside Skirt tacos med Tomatsalsa og spidskål
-Af Bent von Eitzen a.k.a. Smogenhagen BBQ. Følger du ikke allerede hans Instagram, så er det bare med at komme i gang. Her bliver der tryllet til den helt store guldmedalje!
Tacos er en lyn hurtig, men aldeles velsmagende ret, som egner sig perfekt til børnefamilier.
Det er på en måde en lidt mere avanceret udgave af det traditionelle pita brød.
Ingredienser
Kød:
- Inside Skirt steak (mængde efter behov)
- Steak rub eller mexicansk krydderiblanding
Tomatsalsa:
- 1 salatløg
- 400 gr. cocktailtomater
- 2 fed hvidløg
- Salt og krydderblanding efter smag
Krydderblanding til tomatsalsa:
- 3 spsk sød eller røget paprika
- 3 spsk oregano
- ½ spsk timian
- 1 spsk spidskommen
- Chili efter smag
Ekstra:
- Spidskål
- Tacoer (mais eller hvede)
- Koriander (valgfrit)
- Cheddar eller anden ost
Fremgangsmåde:
- Kødet afpudses, her er det vigt at fjerne alt sølvhud (silver skin) og løst siddende fedt fra kødet (se evt. en kort youtube video, bare søg efter: How to trim a skirt steak)
- Påfør rub, det kan enten være en steak rub eller en mexicansk krydder blanding
- Tænd op for grillen, så du får den maksimale varme.
- Mens grillen tænder op, kan du lave tomat salsaen
- Til tomatsalsaen skæres først et salatløg i tynde strimler
- Skær cocktail tomaterne i både
- Hak Hvidløget fint
- Sauter alle ingredienser ved mellem varme i en stegepande
- Tilsæt salt og krydderblanding efter smag, du kan enten bruge en færdig blanding eller selv lave en (se opskrift ovenfor)
- Lad salsaen simre indtil tomaterne er bløde, derefter slukkes for varmen, så den er lun når den serveres
- Grillen skulle gerne være varmet godt op nu, så det er tid til at få grillet kødet.
- Inside skirt er en tynd udskæring, som har kun brug for ca. 4-6 min per side, alt efter varmen på grillen (Kernetemperatur: 48-52°C – rare, 52-55°C – medium rare, 55-59°C medium)
- Når kødet er klar, skal det hvile 5-10 min, inden det skæres op.
- Ventetiden kan bruges til at snitte spidskålen i fine strimler.
- Kødet skæres i 0,5-1 cm tykke strimler, her er det vigtigt at skære på tværs af fibrene.
- Mens kødet skæres varmes tacoerne (man kan bruge Majs eller hvede tacoer), det kan enten gøres på grillen, en pande eller direkte på et gasblus.
- Anret tacoerne med spidskål, steak strimler, den lune tomat salsa, evt. koriander og cheddar eller anden ost.
- Buen provecho – velbekomme!

